
23. maj 2007:
Kære alle
I får med denne mail lidt information omkring støjsagens udvikling i Furesø kommune. Jeg ved, at der for tiden afholdes mange generalforsamlinger i grundejerforeningerne, hvor emnet sikkert bliver bragt op.
Vi presser fortsat på gennem Furesø Kommune for at få indsigt i Vejdirektoratets projekt for den østlige side af Fiskebækbroen. Desværre er VD ikke særligt meddelsomme, og på trods af løfter om at involvere kommunen og informere om projektet har vi intet hørt endnu. Men vi fortsætter naturligvis med at presse på med fuld støtte fra kommunen. Projektet er stadig planlagt til gennemførelse i efteråret 2007.
I samme anledning har VD lovet at gennemføre en komplet kortlægning af støjforholdene langs motorvejen, og denne kortlægning leveres også til Furesø Kommune. Kommuen forventer herefter at arbejde videre på kortlægningsindsatsen, ved at inkludere trafikstøj fra de øvrige stærkt befærdede færdselsårer i kommunens område. Herved får vi et godt redskab til udpegning af lokaliteter, hvor en indsats mod støjen giver størst effekt.
Støjgruppen har jo desværre måttet sige farvel til Jacob Schaeffer, der fungerede som vores web-master og grafiker. Jacobs store indsats har været uundværlig, og siden han udtrådte i forbindelse med en flytning nordpå, har gruppens kerne været reduceret til 3 personer og desuden været uden muligheder for at vedligeholde vores hjemmeside.
Dette har vi nu forsøgt at ændre på ved at invitere Peder Sundgaard til at deltage i støjgruppens arbejde. Peder er blandt andet meget aktiv indenfor det lokale idrætsliv i Værløseområdet og en kraftig fortaler for en indsats mod støjen. Velkommen til Peder, vi glæder os til samarbejdet.
For at opfylde vores behov for at kunne informere via hjemmesiden har vi tilknyttet Jesper Andersen, bosiddende i Kielshøj i Farum, der vil hjælpe os med opdatering af hjemmesiden. Jesper har dog ikke ønsket at gå aktivt ind i gruppens arbejde, og det ønske vil vi naturligvis respektere. Også velkommen til Jesper.
Gruppen diskuterer desuden vores holdning til forskellige typer projekter. En række indsatser, som f.eks. hastighedsnedsættelse gennem skiltning eller chikaner kan jo gennemføres uden de betydelige udgifter, der er forbundet med f.eks. støjdæmpende asfalt, støjskærme, volde osv. Her er vi nødt til at være realistiske, og forholde os til det muliges kunst, der jo ofte er dikteret af budgettet. Mere om dette senere.
Med håbet om en god, varm og støjsvag sommer
Med venlig hilsen
Henrik Lynghus
Støjgruppen i Furesø Kommune